Om healing
Alle kan heale. Nogle mere. Nogle mindre. Uden at have lært noget som helst. Det er en naturlig evne, som vi alle er født med. Hvor naturligt er det ikke - f.eks. når et barn slår sit knæ - at man bruger sine hænder for at lindre dets smerte. Det er som om mange af os ved, at der er noget i vores hænder, der kan lindre smerter, der kan trøste. (Det gælder specielt kvinder, der oftest har mere kontakt med deres intuition). Man kalder det bare ikke for healing eller håndspålæggelse. Men det er, hvad det er: Healing. De fleste er ubevidst om denne evne, og så går den lidt i stå.
Reiki er en måde at gøre denne naturlige evne synlig og håndgribelig igen. For de, der stadigvæk er i stand til at heale eller har lært et andet system, bliver denne evne forstærket. For de, der ikke (bevidst) bruger healing, bliver denne sovende evne vækket til liv igen. Og det gælder for alle. Uanset éns baggrund og erfaring eller mangel på samme. Punktum.
To slags
Overordnet findes der to former for healing gennem håndspålæggelse: Én, hvor man helt eller delvis bruger sin personlige (ki) energi, og én, hvor man fungerer som kanal for en "højere" energi. I begge tilfælde sætter overførslen den iboende selvregulerende helbredelsesmekanisme i gang.
Ulempen ved at bruge af sin egen personlige energi og vilje er, at behandleren hurtigt kan blive træt, eller at man er tilbøjelig til at overtage modtagerens symptomer. Når man arbejder som kanal, sådan som man gør i Reiki, bliver man heldigvis fri for den slags ulemper. Man er beskyttet og lader En Større Vilje ske - ikke éns egen.