Om angst, en personlig beretning.

Bedst ikke at læse hvis du betragter mig som en slags Superman, hævet over alle jordiske processer, det vil bare slå dit billede i stykker, men ok, det er måske en god ting…

Jeg har bevidst kendt til dødsangst fra da jeg var 14 år gammel. Kan huske, jeg sad derhjemme i haven, kiggede på stjernerne og fra det ene til det andet øjeblik kørte der en angst for at dø gennem hele min krop, fra top til tå. I perioden derefter var jeg tit bange for at lukke mine øjne inden jeg skulle til at sove og jeg bad nogle gange min far om, at sidde ved siden af mig, indtil jeg faldt i søvn. Det gjorde han bare og hvor jeg elsker ham for det!

Mere ubevidst var dødsangsten allerede der, da jeg som 2 måneder gammel spædbarn kom på hospitalet, dehydreret og med dobbelt lungebetændelse. Lægen sagde til mine forældre, at de sku være indstillet på, at jeg ikke vil overleve det. I tre måneder lå jeg der alene, svævende mellem liv og død og jeg kan forestille mig, at jeg var bange. Jeg har brugt mit voksent liv på, at heale på de følelsesmæssige sår denne oplevelse har givet, i form af følelser af forladthed, ensomhed, vrede, at føle sig anderledes og udenfor mm. Men selve angsten har jeg aldrig virkelig turde røre ved, eller se i øjne.. Den blev mindre, da jeg begyndte med yoga og meditation, dengang jeg var 20, men i en mild form har den egentlig altid været der, Jeg har kunnet holde den på afstand, takket til en rimelig travl hverdag, og jeg har nemt kunne arbejde, trods alt er jeg ikke kún min angst.

Sidste gang jeg var i Sedona, i oktober 2019, kom jeg for første gang nogensinde i kontakt med et tidligere liv, i Atlantis. Efter turen begyndte angsten for at dø, eller snarere angsten for at forsvinde, at vise sig mere og mere. Denne gang forbundet med oplevelser af at være sig selv og blive straffet for det. Nu havde jeg også bedt Eksistensen om, at hjælpe mig med at give slip på min dødsangst inden det bliver min tur at dø og jeg ved rationelt at der ikke er noget at være bange for, de gange hvor jeg fysisk har været tilstede ved døende (bla. andet hos min mor), blev jeg bare løftet op i en “udødelig” energi, som var smuk og stille. Men angst er ikke rationel…

Nu har vi den her corona krise, som gør at de fleste af mine aktiviteter er sat på standby og jeg pludselig har masser af tid til at fordybe mig. Min sofa er blevet min bedste ven. Og ja, der kom den, kraftigere end nogensinde… ikke mindst forstærket af den kollektive dødsangst. Det ser ud til, at nu er tiden kommet for endelig at give slip på den. Når den melder sig, mister jeg fuldstændig jordforbindelse, som plejer at være helt i orden, og min bevidsthed krymper sammen, som om jeg kan falde om, når som helst. Nogle gange varer det et par sekunder, andre gange i timevis. Men jeg har besluttet mig for, at det her er en enestående chance for at blive venner med den og jeg må sige, jeg er godt på vej. Ikke mindst hjulpet af mine nærmeste venner som kender til det, tre af dem har sendt healing til mig daglig i et stykke tid nu og det er jeg så taknemmelig for. Jeg kan se lyset ved enden af tunnelen og begynder at kunne slappe af i angsten når den melder sig… Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at blive venner med den og at det er vejen ud.

Da jeg snakkede med min ven Jaap om det, nævnte han, at han har altid set den der angst hos mig, men indtil nu har jeg kun beskæftiget mig med de følelsesmæssige følger af hospitalsopholdet, som ligger ovenover angsten, ikke med den der tykke lag af angst. Men det gør jeg nu og han kan se, at den allerede er blevet mindre og at det er døren til en ny bevidsthed… For hver gang jeg “bare” tør mærke angsten, bliver den lidt mindre voldsom. Så ja, jeg skal nok overleve det og du behøver ikke have ondt af mig, please… Jeg ved, det er en god proces.

Dengang jeg var 14...

Grunden til, at jeg skriver dette er, at jeg får en del mails og beskeder fra folk der pludselig er konfronteret med “ubehagelige" følelser, nu hvor deres hverdags aktiviteter er kommet til stilstand. Nowhere to run. Nowhere to hide. For det første: du er ikke alene. Og for mig at se, er det en enestående mulighed at byde velkommen til alt vi har formået at skubbe til side af sorg, utilstrækkelighed, frustration, afmagt, ensomhed, angst, kedsomhed, rastløshed, usikkerhed osv osv. På mine kurser eller i privat sessioner bruger jeg til Matt Kahns ord: “Whatever arises, love that”. Eller Byron Katies "Elsk det som er".

Kort sagt: for de af jer, der er nødt til at blive hjemme ligesom mig: prøv at se denne tid som en mulighed til virkelig lære dig selv at kende, brug tiden som en slags privat Retreat og byd velkommen til hele dig, ikke kun de dele du kan lide i forvejen. Man kan ikke bare heale tingene væk. Eller løbe væk. Eller meditere væk. Eller arbejde. Eller tænke. Eller Netflixe. Healing sker når man tør mærke det der gør ondt. For mig har Reiki aldrig været en “symptomfjerner”, men en kærlig måde for mere og mere at komme i kontakt med sig selv som man er. På denne måde er Reiki et meget fantastisk og spirituelt redskab. Ræk ud til dine venner, det er guld værd. Og vær tålmodig: det får du i hvert fald brug for. Og mon ikke jeg kommer med et Healing Retreat “Relaxing into Fear” før eller senere? Har allerede snakket med Stine om det...

Ønsker dig en god rejse!  Når corona krisen er forbi (og det kommer til at ske før eller senere) håber jeg at se mange af jer igen til et eller andet arrangement  (Foreløbig skal vi nøjes med nogle online øveaftener/Reiki-café, datoer på Healing Hands).

Stort virtuelt knus til alle og StaySafe!

Træden, april 2020